Dimensionerende transmissionstab
Nybyggeri, der er omfattet af bestemmelserne i §§ 259 og 260, skal udføres, så det dimensionerende transmissionstab pr. m² etageareal ikke overstiger 12,0+6,0/E+300/A, hvor E er antallet af etager, og A er det opvarmede etageareal. Antal etager er et decimaltal, som udregnes som opvarmet etageareal divideret med bebygget areal. Bygninger med gennemsnitlig rumhøjde over 4,0 meter får et tillæg på 1,0 W/m² pr. meter gennemsnitlig rumhøjde over 4,0 meter. Opvarmet kælder, der ikke indgår i etagearealet, medregnes med 40 pct. i antal etager og det opvarmede etageareal.
Lufttæthed skal dokumenteres
En af forudsætningerne for et lavt energibehov i bygninger, er at bygningens klimaskærm er udført lufttæt. Fælles for klasse 2018 og 2020 gælder det, at lufttætheden skal dokumenteres ved prøvning. Prøvningen udføres ved en Blower Door test. Kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune skal i mindst 10 % af byggesagerne stille krav om måling af lufttæthed.
For 2020 klassen er den maksimalt tilladte volumenstrømmen gennem utætheder i klimaskærmen 0,50 l/s m² ved trykprøvning på 50 Pa.
I et mindre parcelhus svarer mængden af alle utætheder, hvis de var samlet et sted, til størrelsen af ca. tre visitkort.
Hvis der ikke udføres en Blower Door test, skal der i energirammeberegningen fastsættes en utæthed på 1,5 l/s m², der svarede til minimumskravet i BR2010. Det kan få energibehovet til at stige. Normalt op til 5 kWh/m²/år og kan derfor give et incitament til frivilligt at tætne efter 2020 kravet og lade det dokumentere ved prøvning.