Samtidig med, at de nye klimakrav i Bygningsreglementet blev indført ved årsskiftet, lancerede ROCKWOOL en EPD-generator, der er særligt udviklet til at kunne udarbejde en miljøvaredeklaration tilpasset det specifikke projekt. Dermed imødekommer man dels behovet for stadigt mere eksakte data til brug i udarbejdelsen af bygningens LCA.
ROCKWOOLs nye EPD-generator er et stort skridt henimod præcise og korrekte klimadata. Her kan man ved at indtaste nogle få oplysninger omkring det valgte produkt, projektets størrelse og isoleringsdensiteten få en helt nøjagtig miljøvaredeklaration for sit planlagte projekt tilsendt i digital form inden for kun 5 arbejdsdage. Således er klimaaftrykket med det samme tydeligt og gennemskueligt
En bankboks, der ikke kan snydes
Den genererede EPD er tredjepartsverificeret igennem EPD Norge og validiteten er således sikret, forklarer Christian Kofod, bæredygtighedsansvarlig hos ROCKWOOL Nordics:
- Systemet er bygget op i samarbejde med EPD Norge, så det er ligesom en bankboks, der ikke kan snydes. Dermed sikres de projekterende et mere konkret grundlag for deres beregninger, der skal bruges i materialevalget og den efterfølgende dokumentation, fortæller Christian Kofod og fortsætter:
- Når vi hjælper med at udarbejde en EPD, så hjælper vi de i forvejen hårdt pressede LCA-rådgivere derude. Vi sikrer data mod de menneskelige fejl, der altid kan opstå i en eller anden grad, og kan også hjælpe med at regne om til kubikmeter og densitet til det specifikke projekt.
Helt nødvendigt for at nå målene
Og netop overbebyrdede og manglende ressourcer til at hjælpe den danske byggebranche med de omfattende lovpligtige klimaberegninger er et emne, Christian Kofod tidligere har udtrykt bekymring for. I forbindelse med et webinar om de nye klimakrav tidligere på året slog han et slag for, at materialeproducenter som eksempelvis ROCKWOOL kan være med til at afhjælpe arbejdspresset ved hjælp af digitalisering:
- Jeg er da bekymret for, om vi som branche har nok kloge klimahoveder til at udføre de nødvendige klimaberegninger. Ifølge finansministeriet kommer det private erhvervsliv i Danmark til at mangle 40.000 hænder frem mod år 2030 til at løfte den grønne omstilling. Vi er nødt til at arbejde smartere og mere digitalt, for vi kommer ikke til at kunne finde alle de medarbejdere, vi har brug for. Der kan vi som materialeproducent gå forrest med en hjælpende hånd med værktøjer som EPD-generatoren, afslutter han.