ROCKWOOL har pr. 1. juni ansat Kjartan Astrup som produktchef for bygningsisolering. Med en baggrund som bygningsingeniør og flere års praktisk erfaring fra entreprenørbranchen skal han være med til at videreudvikle og optimere ROCKWOOLs isoleringsprodukter. Hans kendskab til byggeriets hverdag og udfordringer giver et stærkt udgangspunkt for at skabe løsninger, der er både effektive på byggepladsen og værdifulde i det færdige byggeri.
-Jeg har været en del af branchen i mange år og kender både hverdagen og de udfordringer, der findes på en byggeplads. Det giver mig et godt udgangspunkt for at vurdere, hvordan vores produkter bedst kan skabe værdi for dem, der arbejder med montering. Og for dem, som får glæde af produkternes egenskaber i byggeriet, når det står færdigt, siger Kjartan Astrup.
Som produktchef får han ansvar for en bred portefølje af isoleringsprodukter og tilbehør. Rollen omfatter både videreudvikling, vedligeholdelse og optimering af de eksisterende stenuldsløsninger samt identificering af nye markedsmuligheder inden for nybyggeri og renovering.
Erfaringer skal gøre en forskel
I 2024 afsluttede Kjartan Astrup en mini MBA i bæredygtighed hos Aros Business Academy. Uddannelsen har givet ham ny indsigt i, hvordan virksomheder kan tage ansvar og skabe værdi på tværs af hele byggeriets værdikæde. Den indsigt ser han nu frem til at omsætte i praksis.
Som uddannet bygningsingeniør fra DTU i 2004 og med over 20 års erfaring fra byggebranchen, først som entreprenør og derefter som projektudvikler, har Kjartan Astrup et solidt kendskab til byggeriets processer og beslutningsgange. Gennem sin karriere har han flere gange krydset veje med ROCKWOOL, og det giver ham et unikt blik udefra, som han nu kan bringe med ind i virksomheden.
– Jeg vil gerne være med til at påvirke markedet i den rigtige retning. Der ligger et stort potentiale i at gentænke vores produkter og løsninger, så de gør en reel forskel for byggeriets klimapåvirkning. Ikke bare her og nu, men også på længere sigt, fortæller Kjartan Astrup og tilføjer:
– Jeg ved, det kan være en udfordring for virksomheder at kommunikere om udviklingen mod en mindre klimabelastende fremtid for byggeriet. Men det er en vigtig del af mit arbejde at kunne være med til at gøre en forskel på markedet. Vi bruger meget tid og energi på hele tiden at optimere vores produktsortiment.
Han ser det som en central opgave at synliggøre det arbejde, ROCKWOOL allerede gør for løbende at forbedre sine isoleringsprodukter og tilpasse dem til branchens krav. Samtidig ønsker han at bidrage til, at ROCKWOOLs ambitioner og udvikling bliver endnu tydeligere i markedet.
ROCKWOOL som værdidrevet arbejdsplads
Det var ikke alene interessen for stenuldsisolering, der fik Kjartan Astrup til at søge mod ROCKWOOL. Bag beslutningen lå også en særlig interesse virksomhedens værdier og dens stærke engagement i samfundet. For ham var det afgørende at blive en del af en organisation, der ikke blot udvikler produkter til byggeriet, men samtidig tager et aktivt ansvar og giver noget tilbage til omverdenen.
– Jeg er stolt af at være blevet en del af en god, gammel dansk virksomhed, der aktivt giver noget tilbage, blandt andet gennem ROCKWOOL Foundation. Også det, at der bliver investeret mange midler i forskning fra ROCKWOOL Group, som vil gøre en forskel i fremtiden, er meget spændende. Det ser jeg frem til at følge, afslutter Kjartan Astrup.
For ham handler det om mere end at arbejde med innovative isoleringsløsninger. Det handler om at være en del af et større fællesskab, hvor ambitionerne om at drive forretning går hånd i hånd med ønsket om at skabe værdi for samfundet.