Brandspredning ved stråling
Stråling er varmetransport fra et varmere legeme til et koldere, overført ved elektromagnetiske bølger (lys). Størstedelen af varmestrålingen er usynlig i form af infrarøde stråler.
På grund af stråling kan temperaturen i det koldere legeme stige til antændingstemperatur, og branden spreder sig.
Brandspredning via ledning
Varmeledning kan ske inde i et legeme eller ved direkte kontakt mellem ét legeme og et andet.
Selv gennem ubrændbare konstruktioner, som f.eks. tynde betonvægge kan varme fra en brand spredes gennem ledning. Temperaturen på den ikke-brandeksponerede side kan blive så høj, at det fører til antændelse af brændbart materiale.
Metalrør og kabler, som går gennem brandadskillelser, repræsenterer en stor fare for brandspredning på grund af ledning. Årsagen er, at metaller er gode varmeledere.
Konvektion
Konvektion eller varmestrømning er, når varmeenergien fra en brand frigør opvarmede forbrændingsgasser og luft. De varme luftarter og gasser er lettere end de kolde, og der vil opstå en strøm af varme gasser og luft væk fra branden.
Især ved brande indendørs kan konvektion medføre sekundære brande længere væk i bygningen end der, hvor branden startede. De kan opstå ved, at brændbare materialer når sin antændelsestemperatur, fordi varm luft og gas opvarmer overfladen. Uforbrændte gasser kan desuden sprede sig med konvektionsstrømmene og antænde der, hvor der er mulighed for tilstrækkelig ilttilførsel.