- Renoveringen af Hangar 4 er et pilotprojekt, der skal vise, at vi både kan forbedre indeklimaet, spare CO2 ift. både traditionelle løsninger og samtidig på sigt bidrage til, at energiforbruget i den renoverede bygning bliver markant lavere, forklarer Morten Primdahl, der er projektleder på byggeprojektet i Københavns Lufthavn. Renoveringen indebærer afmontering af gammel facade og opsætning af ny med mere isolering, bedre sikring af kuldebroer samt nye vinduer.
Generelt har Københavns Lufthavn stor fokus på bæredygtighed og på at vælge de bedste løsninger til deres renoveringsprojekter af de mange bygninger i lufthavnen.
- Valget af ROCKWOOL systemet har påvist et 30% lavere klimaaftryk end traditionelle facadeløsninger. ROCKWOOL stenuld har et lavt CO2 aftryk, en levetid på over 65 år, markedets højeste brandklasse, og så kan stenuld anvendes igen og igen og igen. Så set ud fra et bæredygtighedsperspektiv er valget af ROCKWOOL altså helt rigtigt, siger Nina Dencker Nielsen, der er forretningsdirektør i ROCKWOOL Danmark. Hun roser også Københavns Lufthavn for netop at vælge renovering:
- Det, at lufthavnen vælger at energirenovere, er i sig selv et bæredygtigt valg. CO2-besparelsen ved at renovere fremfor at rive ned og bygge nyt er nemlig meget stor, siger Nina Dencker Nielsen.
Fordobling af isoleringstykkelsen og det bedste klimaaftryk
Hangaren er oprindelig bygget i 1958 med 100 mm isolering på facaden under stålpladeprofiler. I renoveringsprojektet har lufthavnen regnet på flere forskellige løsningsforslag, men valget faldt på ROCKWOOLs facadesystem REDAir Multi, hvor 200 mm isolering monteres på den eksisterende betonmur, fæstnes med stålprofiler, som også bruges til at bære den endelige facadebeklædning. Systemet er effektivt, fordi det er hurtigt at montere, og så har den simple konstruktion den klare fordel at klimaaftrykket er lavere end andre tilsvarende løsninger:
- I projekteringsfasen blev der regnet på flere forskellige løsninger. Vi valgte løsningen med den bedste livscyklusanalyse, og hvor vi helt konkret sparede næsten 8,5 tons CO2 på materialevalg alene, forklarer Morten Primdahl, der samtidig understreger, at det vigtigste formål har været, at det færdige resultat er uden kulde- og trækgener for kontorpersonalet og samtidig sparer på energien.
Vigtigt krav om genanvendelse
Københavns Lufthavn har i udbudsmaterialet stillet krav til, hvor mange procent af de valgte løsninger, der skal kunne genanvendes. Det betyder, at entreprenørerne på projektet bl.a. skal sortere isolering og facadeplader i separate containere, som bliver kørt direkte til genanvendelse. Facadeentreprenør på Hangar 4-projektet er Bjørn Svendsen A/S, der har stået for både nedrivning og opbygning og at sikre, at den gamle isolering bliver kørt til genanvendelse.
ROCKWOOLs genanvendelsesordning betyder, at både den gamle stenuld og evt. overskydende stenuld fra byggeriet bliver indsamlet og sendt retur til ROCKWOOLs fabrikker, hvor det smeltes om og indgår i produktionen af ny isolering. Dermed er alle partner med til at reducere mængden af byggeaffald og øge cirkulariteten i byggebranchen.
Efter planen står den nyrenoverede Hangar 4 klar til indflytning her i juni 2023.