Fire boligblokke i afdeling Fuglevænget under Grenaa Andelsboligforening har fået et nyt og moderne udseende samt et bedre indeklima takket være en omfattende udvendig facadeisolering med ROCKWOOL REDAir Flex.
Opført i 60'erne med tidstypiske kolde og massive ydervægge stod fire boligblokke i Grenaa Andelsboligforening foran en gennemgribende renovering i 2014. Målet var at reducere energiforbruget og forbedre indeklimaet markant og samtidig give de slidte gule murstensfacader og -gavle et nyt og moderne udtryk.
Renoveringen omfattede bl.a. udskiftning af vinduer og en udvendig facadeisolering, og arkitektfirmaet Poul Erik Clausen undersøgte flere muligheder for at finde den mest effektive og æstetiske løsning på facaderenoveringen. Arkitekt Henrik Skovbjerg fortæller:
"Vi arbejdede først med en pudsløsning, men valgte til sidst en overflade med sort spansk skifer. I den forbindelse blev vi opmærksomme på de fleksible fordele, som facadesystemet REDAir Flex giver med hensyn til tilpasning til facaden, opsætning af isolering og underlag i én arbejdsgang og frit valg til overfladen. Prisen for denne løsning var lidt højere, men både håndtering og montering var lettere og løsningen kræver på sigt mindre vedligeholdelse. Endvidere kunne ROCKWOOL levere en løsning til montage af vinduerne i form af systemet REDAir Link, der giver et hurtigt og simpelt montageunderlag for vinduerne i facaden. Det var med til at sikre en god logistik og et effektivt arbejdsflow."
"Beboerne var i begyndelsen noget skeptiske, da de hørte vores forslag, der jo bl.a. gik ud på at ændre det traditionelle udtryk med gule mursten til en ny løsning med skifer. Men efter vi havde præsenteret dem for referenceprojekter og gennemgået løsningen for dem i detaljer på en mock-up, blev de overbevist. De er meget tilfredse med det færdige resultat både med hensyn til udseende og funktion. Indeklimaet er forbedret og varmeregningen er reduceret.
Første men ikke sidste gang
For entreprenøren på renoveringsopgaven, Aalsrode Tømrerfirma A/S, var det første gang at firmaet prøvede at arbejde med REDAir Flex og REDAir Link. Men ifølge tømrermester Klaus Allermann er det absolut ikke sidste. Han siger:
"Vi fik en god introduktion til løsningen af arkitekten og en repræsentant fra ROCKWOOL bl.a. på en mock-up, og efter lidt tilvænning til værktøjer og arbejdsgange gik håndtering og montering rigtig hurtigt. Systemerne er simple og lette at arbejde med, når man først er kommet i gang. Vi kunne således gennemføre arbejdet på den sidste blok dobbelt så hurtigt som på den første. Løsningen gjorde det endvidere muligt at gennemføre arbejdet fra lifte, så vi sparede de planlagte stilladser. Både REDAir Flex og REDAir Link vil vi derfor meget gerne arbejde med på andre projekter."
Fuglevængets 144 boliger er opført i 1963 - 1966 under Grenaa Andelsboligforening. På grund af kolde ydervægge og højt energiforbrug har foreningens fire boligblokke i tre etager gennemgået en omfattende energirenovering i 2014 og 2015 bl.a. med udskiftning af vinduer, efterisolering af tagrum og kælderlofter samt en gennemgribende facadeisolering. Til isolering af facader og gavl er anvendt REDAir Flex med spansk naturskifer. Endvidere er REDAir Link anvendt som montageunderlag for vinduerne.